Stedsegrønne klatreplanter og alternativer

I vores breddegrader er og forbliver vedbend DEN eviggrønne klatreplante, når det gælder virkelig tæt løv på større arealer. Et interessant alternativ til lave sokkelområder er krybende spindler, som i det mindste kan måle sig med vedbend, når det gælder sikker bladfastgørelse. Derefter kommer den stedsegrønne kaprifolium, men derefter er der ikke meget andet. De fleste andre arter er "stedsegrønne" i milde klimaer, men ellers kun "vintergrønne" og giver ofte ikke den ønskede bladdækning.

I strenge vintre og ved vandmangel kan selv efeublade naturligvis visne. Hos den nævnte kaprifolium ruller bladene sig sammen eller tynder kraftigt ud ved afkast. Ved et så trist syn opstår spørgsmålet, om de bladløse grene af en anden, løvfældende klatreplante ikke ville se mere naturlige og årstidsmæssige ud.

Disse bevarer deres blade mere eller mindre godt gennem vinteren, mod slutningen af vinteren ofte med misfarvning eller visning. I denne gruppe kan nævnes ildtorne (bærpynt!), cotoneaster og brombær. Bladene visner og falder derefter gradvist af i løbet af det følgende forår eller sommer, delvis også på grund af manglende lys, fordi nye skud vokser hen over dem. Denne form for løvfald forbliver for det meste helt ubemærket.

Nogle gange er det nok at plante halvgrønne planter, der forkorter den bladløse periode fra ca. 4-5 til 1-3 måneder. Her kan nævnes akebie, japansk kaprifolium og klatreroser. Alle disse klatreplanter har dog brug for fugtig jord også om vinteren!

Også hos nogle klematis og andre kaprifolier forbliver bladene grønne indtil næste forår eller begynder at visne, afhængigt af vinterens forløb. Dette medfører ofte et æstetisk problem: Bladfaldet fungerer ikke længere på et så sent tidspunkt, og de visne blade sidder fast på skuddene. Hvis dette ikke er ønskeligt, skal man "afblade" manuelt eller fremskynde vinterbeskæringen.

Jo mildere og varmere et sted er, desto mindre er dette problem. I et mildt vinproduktionsklima forekommer det næsten aldrig, men i højere højder er det desto mere udbredt.

Nogle klatreplanter er kendetegnet ved tidlig spiring og sen løvfald. Løvperioden er her ikke så lang som hos de "halvgrønne" planter, men i enkelte tilfælde kan de være et interessant alternativ til at forlænge den grønne sæson på en mur eller lignende. Til denne gruppe hører f.eks. kiwi og knudeurt.

Nogle gange handler det slet ikke om at have grønne blade om vinteren, men snarere om et generelt "velplejet" udseende. Det kan opnås med næsten alle klatreplanter, der er blevet beskåret om sommeren. En undtagelse er voldsomt voksende planter med kraftig skuddannelse, såsom knudeurt, som selv med sommerbeskæring er næsten umulige at få bugt med.

En (tidlig) vinterbeskæring kan også bidrage til at give en vægbeplantning et velplejet udseende. I enkelte tilfælde skal man for den pågældende planteart overveje, om vinterbeskæringen allerede kan foretages i det sene efterår, eller om den – som det ofte er tilfældet med roser og vinstokke – først anbefales ved vinterens afslutning, da man da bedre kan vurdere frostens konsekvenser.

Hvis der ikke er blevet beskåret om sommeren, ser de fleste klatreplanter i starten af vinteren først "rodede" og buskede ud. Pibevinden er en af de glædelige, plejevenlige undtagelser, da den selv efter 2-3 år uden beskæring stadig ser acceptabel ud. Det skyldes, at den næsten ikke danner skud, men i stedet danner kraftige blade, som alle falder af. Desuden forbliver det foregående års skud først grønne og virker derfor ikke "døde".

Vinterjasmin kan også se yndefuld ud uden beskæring og lyser desuden den triste årstid op med små, men strålende blomster.

Spalierene spiller også en vigtig rolle i vinterbilledet af klatreplanter, uanset om de er klassiske af træ eller moderne af tråd, plast eller andre materialer. Solidt planlagte og konstruerede klatrehjælpemidler gør det lettere at se på en bladløs klatreplante!