"Rebsystemer" lyder kompliceret, men betyder blot, at rebene ikke monteres tilfældigt, men efter en plan. Det starter med diameterne, altså spørgsmålet: Hvilken rebtykkelse passer til hvad? Derudover handler det om forankringer og vægafstande samt til sidst om strengernes placering: Vandret eller lodret? Krydsvis? Afstande mellem hinanden eller "maskevidder"? Til alt dette synes udtrykket "rebsystemer" passende.

"Rebsystemer" er jo fint nok, men siden hvornår har man egentlig brugt sådanne reb på facader? Det ved ingen helt præcist. Vægbeplantning med træspalier har eksisteret i mere end 300 år, f.eks. til spalierfrugt i køkkenhaverne ved Versailles-slottet i Frankrig. Formentlig fra ca. 1850 fandtes der så "klatretråde", som et gammelt foto af "Orangenhaus" i Gotha vidner om. Der blev brugt blanke jerntråde, som hurtigt rustede. Derfor greb man undertiden også til kobbertråd (se foto). Indtil ca. 1970 tales der i hvert fald ikke om reb, men altid kun om "tråde". For det meste var det galvaniserede ståltråde.

"Trådreb" har eksisteret siden 1834, hvor de blev opfundet i Harzen til minedrift som erstatning for hampereb. Men til facadebegrønning foretrak man tråde. De var tyndere og billigere. I overensstemmelse med nogle litterære oplysninger i økobøger fra 1980'erne ligger det nær, at (galvaniserede) stålreb endelig blev brugt til beplantning fra den tid. Trådreb begyndte dog først deres virkelige sejrsgang på facader fra 1990, da billige rustfri stålreb blev tilgængelige.

Fordi rustfrit stål ikke ruster. Alt forbliver, som det er, også efter 20, 50 eller 100 år... FassadenGrün har specialiseret sig i klatrehjælpemidler til vægmontering, men sortimentet omfatter også beklædning til fritstående anlæg!