Plantekasser – hybridvarianten

Man fjerner så kun det øverste lag, eventuelt kun på et lille område med en diameter på ca. 10 cm. Oftest drejer det sig om en eller flere brosten. Den underliggende jord graves så godt som muligt lidt op og løsnes. Der skal naturligvis være en vis gennemtrængelighed i jorden, så der ikke opstår vandansamling.

På et sådant sted placeres der derefter en plantekube, der er åben i bunden, og fyldes med jord uden et adskillelseslag til den underliggende jord. Der skal sørges for en tilstrækkelig vandingskant samt en eller anden form for tætning mellem plantekubens kanter og belægningen for at forhindre, at plantejorden skylles ud. Derefter plantes den pågældende klatreplante og beskyttes mod udtørring med barkflis eller et andet granulat. Hver gang der vandes, trænger vandet nu også ned i det underliggende jordlag, hvor jorden langsomt bliver blødere og løsere. Snart begynder rødderne at vokse ned i denne jord. Det tilgængelige rodrum for planten mangedobles, og snart vokser den lige så kraftigt som en plante, der er sat direkte i jorden!

I det offentlige vejrum er der dog grund til forsigtighed; her kræves der som regel en tilladelse fra de ansvarlige myndigheder. Man bør undgå ulovlige »guerilla-beplantninger«! Her kan især de klatreplanter, der i moden alder vokser som træer, såsom vedbend (Hedera helix), vildvin (Parthenocissus tricuspidata ‘Veitchii’) og asiatisk blåregn (Wisteria), i det mindste teoretisk set, som beskrevet på siden »Bygningsskader«. For alle andre klatreplanter er »hybridvarianten« dog ret ufarlig med hensyn til eventuelle skader på underjordiske ledninger.