Fasader kan også beplantes med blomsterkasser. Eller i det mindste dekoreres med planter, der blomstrer fra maj til oktober. Det er måske lidt "gammeldags", men virker også på moderne bygninger. Huse, hvor kasserne er centralt placeret og dermed kan vedligeholdes effektivt, er særligt velegnede, f.eks. hoteller, ferieboliger, plejehjem, rådhuse osv.
Det er næsten altid "pelargonier" (Pelargonium), der findes på vindueskarme. De blomstrer i flere måneder og er ekstremt robuste, så de kan også klare lidt vand. Allerede for over 100 år siden var de et hit til at forskønne facader! Deres udstråling og den dermed forbundne effekt på afstand er utrolig. Men ingen kan tilbyde alt, og derfor er pelargoniernes største problem, at de i vores breddegrader kun er enårige og er svære at overvintre. Normalt bliver alle kasser derfor beplantet på ny om foråret.
I 2019 afskaffede byen Haar i Bayern med en folkeafstemning og stor ståhej sine pelargonier ved rådhuset og erstattede dem med insektvenlige vilde blomster. Det fungerede ikke, planterne døde desværre, og blomsterkasserne var "både for våde og for tørre". Måske – for at redde Haar-borgernes ære – saboterede viceværten også projektet. Under alle omstændigheder er man vendt tilbage til de nemme at passe pelargonier!
Hvis en beplantning skal vokse særligt langt nedad, er der ingen vej uden om de hængende arter og hybrider i gruppen "Plectranthus". De tyske navne er lige så mangfoldige som de latinske betegnelser (Plectranthus glabratus eller Plectranthus coleoides 'Varigatus' eller Plectranthus forsteri). Til facadebegrønning passer især "harpebusk", da de mange, næsten parallelt hængende skud faktisk ligner de lodret spændte strenge på en harpe. Andre navne er "Weihrauch" (røgelse), "Elfengold" (alveguld) eller "Mottenkönig" (mølkonge), for med deres let krydrede duft driver disse planter endda insekter som f.eks. møl og myg væk og er derfor særligt værdifulde foran vinduer. De lidt stive, buskede hængende skud vokser i løbet af en sæson op til 1,5 m, undertiden endda op til 2 m. Skuddene danner en slags løs "måtte" og bliver derfor ikke straks revet væk af vinden som sølvregn (Dichondra). Nogle gange er der blomster, men de spiller næppe nogen rolle udendørs på væggen.
Plectranthus kan kombineres fremragende med alle tre typer pelargonier, se ovenfor, og den vokser betydeligt længere end "hængende pelargonier" (Pelargonium peltatum).
Hvilke andre planter findes der? Petunier (Petunia) blomstrer meget kraftigt og supplerer geraniers farvepalet, især med lilla-blå sorter. Også her findes der opretstående og hængende typer, såkaldte "hængende petunier". Det samme gælder for dipladenier (Dipladenia) og fuchsier (Fuchsia). For gule nuancer findes der f.eks. "Zweizahn" eller Goldmarie (Bidens ferulifolia), for blå nuancer en kraftigt voksende vifteblomst-sort (Scaevola aemula 'Blue Wonder' eller lignende). Sidstnævnte bør plantes separat i kasser, da de foretrækker et let surt miljø. De er nemme at passe og "renser" sig selv. Begonier (Begonia) leverer blomsterpragt til skyggefulde steder.
En kontrast til alle de mange farver er den bladbetonede søde kartoffel (Ipomoea batatas) med sine lysegrønne blade. Der findes også en mørk variant, den "purpurrøde søde kartoffel". "Sølvregn" (Dichondra argentea) er derimod mere yndefuld, men klarer sig godt med lidt vand. Dens skud fletter sig hurtigt sammen til lange "skæg" i vinden. Alle disse arter er i hvert fald "sommerplanter" og stort set enårige.
Meget ofte kombineres buskede og hængende planter. Ideelt set, dvs. for at opnå "mange planter", er kasserne bredere og beplantes i to rækker, med de hængende planter i den ydre, forreste række og de andre bagved. Generelt er det en kunst at beplante kasserne, det kræver stor erfaring og bør, hvis der er pres for at lykkes, overlades til en professionel gartner.
Det er ret usædvanligt, men alligevel muligt, at plante hængende planter som cotoneaster, euonymus og vinterjasmin hele året rundt. På vindbeskyttede, ikke for varme steder kan man endda overveje at plante vedbend. Man må dog undvære farverige blomster.
Hvis pelargonier og petunier kombineres, bør sidstnævnte eventuelt plantes i mindre antal på grund af deres overvældende blomsterpragt, hvis man ønsker et afbalanceret udseende.
Blomsterkasser kan også kombineres med facadebegrønning! Og det gælder både delvis og fuldstændigbegrønning. Dette danner som regel et ensfarvet, grønt tæppe, hvor blomsterkasserne sætter farvede prikker. Hvis det "grønne tæppe" f.eks. består af vild vin (Parthenocissus) eller vedbend (Hedera) og dermed er bi-venligt, kan man også tolerere mindre insekt-venlige planter i blomsterkasserne, fordi den samlede økologiske balance så at sige er i orden.
Små løsninger er som regel ikke overbevisende, når det gælder design med blomsterkasser, da en enkelt plantekasse på en væg ofte virker fortabt. Derfor bør man så vidt muligt udstyre flere vinduer, f.eks. alle vinduer på en etage i et hus. For at opnå et ensartet udseende er det ofte en god idé at udstyre alle vinduer på en facade med blomsterkasser efter mottoet "Hvert vindue sin kasse".
Blomsterkasser er i dag oftest lavet af plast, men ofte også af zinkplade, rustfrit stål eller specielle træsorter. Derudover findes der sofistikerede konstruktioner til vandopbevaring og gødning og endda automatiserede grønne systemer.
Blomsterkasser placeres oftest på en eksisterende vindueskarm. Hvis der ikke er en, fastgøres der stolper til ydervæggen (muret fast), skrues konsoller fast eller også kombinerede beskyttelses-/holdegitter.
Ved storm kan plantekasser blive revet væk, især hvis de er tørre og derfor lette. Forskellige anordninger kan hjælpe med at forhindre dette: vandrette beskyttelsesstænger, der skrues fast på væggen, beskyttelsesplader eller massive beskyttelsesgitter.